Januar 2026 - Svar fra KB-hallen
SV: Tourbussen i tomgang
Kære Jesper,
Mange tak, fordi du har taget dig tid til at henvende dig til os vedr. tourbus i tomgang ifm. koncerten i går.
Du har helt ret:
Det er ikke meningen, at tourbusserne skal holde i tomgang på p-pladsen.
K.B. Hallens retningslinjer for event-parkering er helt klare overfor koncertarrangørerne og deres chauffører:
Køretøjer må ikke stå i tomgang på p-pladsen
Køretøjer må ikke af- eller pålæsse udstyr på p-pladsen
Ingen unødig personophold / larm på p-pladsen
Disse retningslinjer meddeles altid både skriftligt på forhånd, ligesom produktion/chauffører briefes herom ved ankomst.
Ligeledes foretager vi løbende rundering på p-pladsen under event for at sikre overholdelse.
Vi har undersøgt den konkrete sag fra i går:
Busserne var planlagt til at køre ned langs siden af K.B. Hallen til backstage indgangen og samle optrædende bands op kl. 00.00 - netop for at undgå unødig person-støj på p-pladsen.
Desværre ser det ud til, at chaufføren har overtrådt vores klare retningslinjer og startet bussen for tidligt inden afgang.
Vi udøver i K.B. Hallen alle bestræbelser på at minimere gener for vores gode naboer - og vi beklager dybt, at der har stået en bus i tomgang i går.
Vi kan garantere, at vi har fuldt fokus på både brief og rundering for overholdelse af vores p-plads regler for at forebygge lignende hændelser fremover.
De bedste hilsener
K.B. Hallen teamet
November 2025 - Kontakt til Capital Invest
Martin Øllegaard fra CI var til dialogmøde med Jesper 20. oktober. Martin blev informeret om skralderum, hvorefter to skralderum blev besigtiget. Herefter generel snak omkring leje af garager. Forespørgsel om billigere leje i stedet for at stå tomme.
Snak om rotter ved nummer 115. De er opmærksomme på udfordringen og er i gang med at udbedrer forholdet.
Bytterum: Det vi tror, skal være vores bytterum blev besigtiget, og det blev konstateret, at Fiber-net virksomheden har lånt dette til opbevaring.
Loftsrum blev besigtiget og her blev det konstateret at der bliver opbevaret mange ting på gangarealer. Derfor er der blevet sendt skrivelse ud til alle beboere, hvor det er blevet påpeget, at arealerne skal holdes frie. Også i kældre og opgange.
Haver: CI er interesseret i og vil støtte, hvis beboerforeningen vil stå for at drive haverne. Fx indkøb af borde, bænke, blomster osv. Derudover blev det fremvist, at der var udfordringer med renholdelse af haverne. Her blev det understreget, at det er viceværtens opgave.
Hvis der er noget ved boligerne og bygningerne, som ikke er tilfredsstillende, så skal dette dokumenteres ved billede og sendes direkte til Martin via Beboerforeningen.
Slagter Lund har fået ny udsugning. Smagsløget får samme udsugning, der skulle minimere lugtgener for beboere.
Generel information: Der er kommet nyt varmeanlæg, der bliver reguleret efter temperaturen udenfor. Det betyder, at hvis der er varmt udenfor, bliver der frigivet mindre varme til radiatorerne, ligeledes hvis det er koldt, bliver der skruet op.